Gratis Clipart
- Uddannelse
Uddannelse er et udtryk, der omfatter det at
lære færdigheder, viden og holdninger. Det kan foregå på meget
specifikke, målrettede områder, eller det kan være mere
grundlæggende og mindre håndgribeligt: at få erfaring, god
dømmekraft og visdom, eller med et andet ord almen
dannelse.
Uddannelsen begynder det øjeblik, et barn fødes
og fortsætter hele livet. For nogle er kampene og triumferne i
det daglige liv meget mere lærerige end en formel skolegang
(Eller som Mark Twain siger: "Jeg lader aldrig skolen komme i
vejen for min uddannelse"). Familiemedlemmer har en stor
uddannende indflydelse - ofte mere end de selv indser – selv om
familiens uddannende indflydelse er meget uformel.
Uddannelse består dels af personens egen læring
og dels af den undervisning, man har modtaget. Læring vil ofte
være tilfældig og interessebetonet, mens undervisning som regel
er systematisk og bestemt af pligt. Det er en klassisk
diskussion, om det ene eller det andet giver mest udbytte i
form af et øget uddannelsesniveau, og her i landet har
modsætningerne været sat op med den sorte skole på den ene side
og Grundtvig og Kold på den anden.
En formel uddannelse indledes, når samfundet
forpligter sig til at uddanne folk, som regel de unge. Det sker
som regel ved, at samfundet iværksætter et uddannelsessystem.
En formel uddannelse har fordelen af at være rimeligt
systematisk og grundig. Kritikere har altid fremhævet, at de,
der sørger for uddannelsen, hvad enten det er kirken, staten
eller en anden institution, næsten altid vil forsøge at danne
de studerende efter egne idealer. Det er formentlig
uundgåeligt, at uddannelse bliver vævet sammen med normer, men
man kan kræve, at systemet vedstår sig de normer, som lægges
ned i uddannelsen (i Danmark sker det f.eks. gennem skolelovens
krav om opdragelse til en demokratisk holdning).
I de senere år er livslang uddannelse ved at
blive almindelig, og mange voksne har opgivet at tænke på
skolen som et sted kun for børn. De seneste års teknologiske
udvikling indenfor bærbare apparater har også gjort, at man
ikke behøver befinde sig på skolebænken for at modtage
undervisning. Ofte kan uddannelsen foregå online, lige præcis
når vi behøver en viden om et eller andet specielt emne.
Gratis Clipart -
Uddannelse
Gratis Clipart
|